Danmarks bedste smørrebrød finder du på anx

24. september 2024

Anders Thomsen
Anders Thomsen

Foodie - @anders-thomsen

1

3

2

0

44

Danmarks bedste smørrebrød finder du på anx
Aarhus er ikke bare kommet med i ræset om Danmarks bedste smørrebrød, byen har taget førstepladsen!

København har sit ræs om, hvor man får byens bedste stykke smørrebrød, og man kan forledes til at tro, at det bedste i København også må være det bedste i Danmark.

Der er dog nogle bejlere uden for København, som sagtens kan tage kampen op.

Aarhus har et par rigtig gode bud på smørrebrødsrestauranter i den absolutte top. På den liste ligger anx uden tvivl. Faktisk ligger restauranten øverst på listen, da den lige har vundet i kategorien Årets Smørrebrød ved Årets Ret, som bliver kåret af Foreningen af Danske Madanmeldere.

Anx (som refererer til et anneks) er præcis, hvad navnet antyder. Det er nemlig den tilstødende bygning til Frederikshøj, Aarhus’ 2-stjernede Michelin-restaurant og en af de absolut bedste i landet.

På Frederikshøj huserer Wassim Hallal, en mand synonym med stor smag og en meget velkendt hang til overdådigt brug af lækkerier som kaviar og trøfler i sin mad.

Det er efterhånden en del år siden, at anx åbnede. Restauranten lever sit stille liv ude ved siden af Frederikshøj, tæt på Marselisborg Skov, syd for Aarhus centrum. "Stille" i den forstand, at det på grund af placeringen ikke er et sted, man lige falder over, hvis man ikke kender det. Men bestemt ikke stille i forhold til besøg af primært stamgæster og forretningsfolk, der gerne vil nyde en frokost på et højere niveau.

Da jeg ankommer på parkeringspladsen, afslører mængden af Porscher og Audi Q7’ere da også, at der er godt gang i business-frokosterne i dag.

Selve restauranten er smukt og simpelt indrettet, med en tendens mod japandi-stil, altså et mix af skandinavisk og japansk design med smukke træpaneler på flere af væggene, blandet med nordisk design.

Der er skruet lidt ned for tidligere tiders sprudlen på væggene med flere af de Kvium-malerier, som Wassim Hallal er så glad for, og restauranten har fået et mere afdæmpet og ensartet look, med det samme maleri, som gentages flere steder på væggene.

Indbydende og smuk indretning på ANX. Foto: Anders Thomsen
Indbydende og smuk indretning på ANX. Foto: Anders Thomsen

Jeg ender med at sidde ved ydervæggen ud mod Oddervej. Man kunne måske tro, at det føles som den ærgerlige plads (eller skulle man sige den "trælse", nu vi er i Jylland), men heldigvis er indretningen sådan, at endevæggen og vinduet er enormt lydisolerede. Samtidig sidder man let sænket, så toppen af hækken lige flugter med udsigten til trækronerne i Marselisparken, som ligger på den anden side af vejen.

Der er ingen tilfældigheder, hverken på Frederikshøj eller på anx for den sags skyld.

Jeg har endnu ikke besøgt anx uden, at det er Wassim selv, der står ved gryderne, og det gør han også denne gang. Flere gange er han ude og servere for, hvad der tydeligvis er stamgæster.

Generelt er servicen på anx utrolig høj. Det er måske, hvad man ville forvente, men man bliver i hvert fald ikke skuffet her.

Menuen er simpel og byder på klassiske stykker smørrebrød, typisk med et moderne twist og ofte også med et sæsonpræget touch. Foruden smørrebrød kan man få en stor, flot Vol-au-vent (den klassiske franske måde at lave en tartelet) med skovkylling og kantareller.

Om bord på flagskibet

Menukortet rummer mange spændende muligheder, men ingen er mere tillokkende og mere Wassim Hallal’sk end deres fiskefilet stegt i brunet smør med hummermayonnaise, søkogte rejer og sorthummer. Det er virkelig et stykke, man husker og kommer tilbage for.

Når man ser, hvor mange af bordene omkring én, der bestiller dette stykke, kan man vist roligt sige, at det må være flagskibet på menuen.

Det er da også det, jeg starter med. Måske kan man sammenligne det lidt med at starte en vinsmagning med den kraftigste vin først, men hey, i det mindste ved jeg, at jeg kommer godt fra start.

Stykket er smukt bygget op med en stor, flot og tyk fiskefilet, efterfulgt af et lag rejer, og på toppen et generøst lag hummer. Rugbrødet er flankeret af pisket skum af brunet smør, som giver en rigtig god dybde i smagen.

Et pragtfuldt stykke smørrebrød.

Rolls Roycen på menukortet. Foto: Anders Thomsen
Rolls Roycen på menukortet. Foto: Anders Thomsen

Næste stykke er anxs tatar.

Tataren er blandet på klassisk vis, men serveret med sprøde skiver af kartoffel for at give crunch. Sidst, men ikke mindst, er stykket dækket af et bjerg af friskrevet trøffel. Dette er som taget direkte ud af Wassim Hallal-doktrinen om virkelig at give smæk på smagen med eksklusive ingredienser.

Tartar og trøffel er og bliver en god kombination. Foto: Anders Thomsen
Tartar og trøffel er og bliver en god kombination. Foto: Anders Thomsen

Sidste stykke for i dag er deres hønsesalat. Jeg har fået hønsesalaten her mange gange, og jeg nyder, hvordan den altid på den ene side er en klassisk hønsesalat, og på den anden side har et twist af årstiden.

Denne gang var hønsesalaten lavet à la Waldorf med Karl Johan. Man fornemmer klart, at der er elementer fra Waldorf-salaten, som selleri og æble, der frisker op i hønsesalaten. Det yderste lag er helt dækket af valnødder og drysset med et lag pulver af Karl Johan-svampe.

Så det er endnu et stykke, som har en virkelig intens smag. I lige dette tilfælde synes jeg dog, at der er for mange nødder i forhold til hønsesalaten, og det giver mere en smag af nødder og svampe end af hønsesalat. Ikke at det ikke smagte virkelig godt, men jeg fik ikke følelsen af, at jeg spiste en hønsesalat.

Michelin-dessert til at runde af med

Anx skiller sig ud fra mængden af store smørrebrødsrestauranter på mange måder, men få mere end på dessertfronten. Her mærker man virkelig forbindelsen til en af Danmarks bedste Michelin-restauranter.

Jeg fik deres karamel med æble i forskellige teksturer. Desserten kommer i form af en karamel "glasskugle," som man ofte kan støde på i forskellige afskygninger inde på Frederikshøj. Her er den med æble i mange forskellige teksturer.

Det er dessert-teknik på øverste hylde og smager dejligt friskt. Lige hvad man har brug for efter sådan en parade af tunge smørrebrød og masser af velsmag.

En smuk kugle indeholdende æble i flere afskygninger. Foto: Anders Thomsen
En smuk kugle indeholdende æble i flere afskygninger. Foto: Anders Thomsen

Andre artikler som du måske vil kunne lide

Vi har samlet en række artikler, som vi tror, du også vil synes om.

Loading...