Gellerup Street Food bringer køkkenerne fra blokken ud på gaden

4. december 2023

Emil Krabbe Villadsen
Emil Krabbe Villadsen

Madskribent -@emil-krabbe

0

4

1

0

52

Gellerup Street Food. Foto: Emil Krabbe Villadsen
Gellerup Street Food. Foto: Emil Krabbe Villadsen
I Gellerup ligger et street food-marked, der bliver et billede på områdets mangfoldige madkultur.

Grå brutalistiske betonblokke, bandekriminalitet og gadeuroligheder. Sådan bliver billedet på det århusianske boligområde Gellerup ofte tegnet i medierne. Og selvom området rigtig nok har været lidt hårdere end andre bydele, så er det under massiv forandring.

Som madinteresseret er det i mine øjne ét af de steder i Aarhus, som både alt for ofte går under radaren, og som byder på noget af det mest interessante, hvis du gerne vil dykke ned i et verdenskøkken, der ikke ligner det du finder andre steder.

Når vi taler om Gellerup, kan vi ikke komme udenom Bazar Vest. Nordens største basar med et utal af blandt andet arabiske, indiske og afrikanske købmænd, slagtere og et kæmpe grøntmarked.

Somalisk suqaar og sambusa. Foto: Gellerup Street Food
Somalisk suqaar og sambusa. Foto: Gellerup Street Food

Men basaren er faktisk bare en lille fodnote i denne historie. Gellerup er nemlig kommet med på trenden om, at ethvert sted med respekt for sig selv skal have et street foodmarked. Og selvom Gellerup Street Food også byder på den obligatoriske burger og taco, så gemmer der sig lige netop her noget ret interessant, som jeg ikke er stødt på i den overflod af madmarkeder, der snart er at finde i en hvilken som helst større provinsby. 

Gellerup Street Food afspejler beboersammensætningen i området, der huser omkring 70 nationaliteter. Her finder du blandt andet en bod med somalisk mad, en afghansk og en bod med arabiske desserter. I boderne består betjeningen og madlavningen da også af lokale familier – maden kommer så at sige fra de mange lejligheders køkkener ud på gaden.

Afghanske mantu-dumplings med tomat- og yoghurtsauce. Foto: Emil Krabbe Villadsen
Afghanske mantu-dumplings med tomat- og yoghurtsauce. Foto: Emil Krabbe Villadsen

 Og det er med disse køkkener, at du kan få en oplevelse ud over burgeren eller tacos’ne.

I boden SomaliFood kan du eksempelvis få sirligt foldede sambusaer eller suqaar, den traditionelle risret med smagfuldt kød og grønt. Eller begiv dig ud i det afghanske køkken, hvor du blandt andet kan få mantu, der er en fyldt dumpling, der dækkes af en yoghurtsauce.

 Gellerup Street Food er ikke stort og veletableret, som så mange af de andre, man finder i større byer. Udvalget af boder er ikke kæmpe, men til gengæld vinder det stort på muligheden for at prøve nogle lidt uvante ting. Maden er veltilberedt, uden at være prangende og prætentiøs. Og så formår stedet at afspejle lokalområdet, og er med til at give et mere nuanceret billede af et sted, der så ofte bliver tegnet alt for sort/hvidt op.


Andre artikler som du måske vil kunne lide

Vi har samlet en række artikler, som vi tror, du også vil synes om.

Loading...