Hvad basaren gemte

18. august 2024

Emil Krabbe Villadsen
Emil Krabbe Villadsen

Madskribent -@emil-krabbe

2

3

1

0

37

Bazar Vest ser ikke ud af meget udefra, men den gamle fabriksbygning gemmer på lidt af hvert.
Bazar Vest ser ikke ud af meget udefra, men den gamle fabriksbygning gemmer på lidt af hvert.
Bazar Vest i Gellerup fortjener en hyldest, som den portal til andre kulturer og madoplevelser, stedet er. Kom med ind på eventyr.

I forstaden Brabrand, lidt vest for Aarhus, ligger et område, som de fleste har en holdning til. I medierne bliver den oftest nævnt i forbindelse med bilbrande, bandeopgør og stenkast mod politiet. For os, der har boet der, er det et hjem, der sidder i en for livet. En multietnisk smeltedigel, hvor man hurtigt opdager, at nyhedsoverskrifterne maler et unuanceret billede. Det er et område fyldt med liv og kærlighed. Det er også et hårdt område, hvor man ser lidt af hvert, og skal kunne bide fra sig på gaden. Men jeg elsker det inderligt til trods. Det er selvfølgelig Gellerup. Et område, der i lang tid har været klassificeret som en ’hård ghetto’. Nu er det et ’omdannelsesområde’, fordi nogle, der sikkert aldrig har været der, syntes det lød pænere, og dermed kan bruge det som et tyndt argument, når man smider familier ud, der har boet der i generationer, og river deres hjem ned, at man jo ’omdanner området til noget bedre’. Ofte med den konsekvens, at skiltene på postkasserne hyppigere hedder Hansen og Jensen – eller undertegnedes Villadsen, for den sags skyld - end Hussain og Yusuf.

Du tænker måske, med ganske god grund, hvorfor fanden skriver jeg om dette i et medie om mad? Det er egentlig ret simpelt. For mig kommer Gellerups mangfoldighed og styrke nemlig oftest til udtryk gennem netop maden.

Dette er i høj grad defineret af et helt særligt sted. Bazar Vest. Nordens største basar, og et helt fantastisk sted. Når jeg skal fortælle andre om glæderne ved Gellerup, og det gør jeg nok i en sådan grad, at det er på grænsen til det røvirriterende, så står Bazar Vest ofte som det klare højdepunkt.

Derfor tænkte jeg, at det er helt på sin plads med en hyldest til dette særlige sted. Bazar Vest er på en og samme tid en tidslomme og en portal til resten af verden. Her har du Mellemøsten, Afrika og Asien i en stor hal. Samtidig har du mødet med købmanden, slagteren og grønthandleren, hvor snakken går livligt og der altid kan forhandles en god pris, fuldstændig som i de gode, gamle dage.

Fra du kommer ind og bliver mødt af 1001 dufte. Brød fra bageriet, grillet kød, cigaretrøg fra det indendørs og særdeles u-aflukkede rygeaflukke, krydderier, kaffe og sød the, er du hensat til helt andre himmelstrøg end det danske. Fortsæt op igennem snævre gange flankeret af tørklæde, klædedragter fra hele verden, vandpiber og sølvtøj. Gå et smut forbi Hos Bilal, hvor du får én af Aarhus’ bedste shawarmaer. Og generelt er shawarma-gamet i Aarhus virkelig stærkt og slår selv Nørrebro med længder. Det står jeg ved, og lader det gerne komme an på en prøve.

Du når midten af basaren og alting åbner sig op i en stor hal – grøntmarkedet. Her er et inferno af larm, handlende der forhandler på arabisk, tyrkisk, dansk og hundrede andre sprog blander sig med grønthandlerne der råber op om dagens slagtilbud, for at lokke dig til lige præcis deres del af markedet. Særligt om fredagen er der et leben uden lige, når basaren bliver samlingsstedet efter fredagsbønnen i den nærliggende moské er klaret. På grøntmarkedet kan du finde alt. Virkelig alt. Jeg lover dig, at uanset hvor mange gange du har været der før, så er der altid en ny frugt eller grøntsag, som du aldrig i dit liv har set før. 

Videre og dybere ind i basarens eventyrlige verden, når du til halalslagterne. Her finder du okse, lam og kylling. Og vigtigst af alt, du finder en overflod af indmad. Alt det, du aldrig ville kunne få i supermarkedet og sjældent ved en normal slagter, er en fuldstændig gængs vare her. Hjerter, lever, mavesække og alt derimellem.

 Lige overfor finder du Kilic Marked, en ægte kolonialforretning, der startede som tyrkisk købmand, og som nu favner et bredt udvalg fra hele verden. Kilic har deres eget krydderiristeri, hvilket gør, at du kan få virkelig gode krydderier til nærmest ingen penge. De har i øvrigt også et ret solidt udvalg af glutenfrie og veganske produkuter.

På vej ud går du forbi den tyrkiske bager, hvor du kan købe fremragende brød med ost til lige at fordøje alle indtrykkene.

Der er hundredevis af andre butikker, restauranter og små spøjse steder i basaren, som jeg ikke har nævnt. Det her er nogle af mine favoritter, og steder jeg vender tilbage til igen og igen, når jeg med savn og længsel tænker tilbage på dengang, jeg var nabo til Bazar Vest. Uanset hvad du er til, om det er kebab, grøntsager, krydderier eller et korancitat i blinkende sølv til stuevæggen, vil jeg bare slå et slag for stedet. For det er så smukt i al dets kaos og virvar, og jeg synes det fortjener et så meget bedre ry, ligesom resten af Gellerup, end det har.


Andre artikler som du måske vil kunne lide

Vi har samlet en række artikler, som vi tror, du også vil synes om.

Loading...