Mellem hummus og HizboIIah

Libanons hovedstad Beirut har længe været kendt som Mellemøstens Paris. En by hvor kultur, mad og det gode liv er i højsædet. Men Libanon er også et land, der fra 1975 har været tilsat store mængder borgerkrig. Siden har både Israel og Syrien været til stede i landet, hvor især den israelske tilstedeværelse har ført til mange sammenstød og en decideret krig i 2006 udkæmpet mellem Israelsk militær og den libanesiske militære organisation Hizbollah.

Uroligheder til trods har Libanon gang på gang kæmpet sig tilbage. Måske ikke til fordums storhed men til et land, der tilbyder både stærk kultur, ufattelig god mad og som med Beirut har en by, hvor man oplever en mangfoldighed og progressivitet, der adskiller sig markant fra det lille lands mere konservative og hårdslående naboer. I Beirut er moskéer, synagoger og kirker placeret op og ned ad hinanden, mens byens mange barer byder på bundsolid lokaldyrket rødvin.

Men kriser har det ofte med at følges ad. Økonomien i Libanon har i mange år sejlet. Det politiske system er korrupt, og en varm augustdag i 2020 ramte en katastrofe Beirut. En brand i nogle store siloer med ammoniumnitrat på havnen endte i en eksplosion så kraftig, at den gennem hele verdenshistorien kun er overgået i kraft og ødelæggelse af atombomber. Eksplosionen lagde store dele af Beirut i ruiner, dræbte mere end 200 mennesker og gjorde mere end 300.000 mennesker hjemløse. En sådan katastrofe ville lamme selv et velfungerende og stabilt land, så hvad sker der, når den rammer et land, der allerede er i dyb økonomisk krise? Politisk uro fulgte, regeringen brød sammen, borgerkrigslignende scener udspillede sig i gaderne og inflationen nåede et niveau, der får os danskeres bekymringer om stigende smør- og kødpriser til at virke latterlige. 

Siden 2019 har den libanesiske pund mistet omkring 97% af sin værdi, og den almindelige libanesers købekraft er under voldsomt pres. Det har resulteret i, at der nu kører en skyggeøkonomi, hvor man på gaden veksler dollars til en noget mere fordelagtig kurs end i bankerne – faktisk får man her næsten halvtreds gange så meget for sine penge, som hvis man veksler eller hæver i en bank. Så pak visa-kortet meget langt væk og sørg for at pakke kufferten med dollars hjemmefra.

Men det er også et land med en meget stærk madkultur. Falafler, hummus, tabouleh og alt muligt andet lækkert er noget af det første jeg tænker på, når jeg hører landet nævnt. Men hvad sker der med et lands madkultur, når det i så lang tid har oplevet krise på krise?

Det satte jeg mig for at prøve med egen mave. En 4-timers flyvetur fra Kastrup, og man lander lige midt i Beiruts dyttende gader. Landets strømforsyning er hamrende ustabil, så skal man begive sig ud på vejene om natten, er det i bælgravende mørke. En anelse spændende, når trafikregler er noget der generelt bliver set stort på. Så ligegyldig hvor mange gange du har kørt en lejebil på Mallorca eller Sydfrankrig – alliér dig med en lokal chauffør! Det hører sig også med til historien, at store dele af Beirut er omdannet til flygtningelejre, hvor landets 1 million syriske flygtninge bor, og selvom Libanon virkelig er befolket af venlige mennesker, så er Udenrigsministeriets rejsevejledning til landet primært i 50 shades of rød. Og det er der en grund til. Men selvom der er steder i landet, man skal være varsom med at tage til, er det min oplevelse, at Libanon generelt er meget trygt at besøge.

Skudhuller og za’atar

Jeg begiver mig ud i Beiruts gader og indtrykkene er mildest talt modsætningsfyldte. Udbombede huse, skudhuller alle vegne og et væld af militær. Men også grøntsager i alle afskygninger, fiskeafdelinger i selv det mindste discountsupermarked – der i øvrigt ville få alle der sørger over Irmas død til at indse, at jo, man kan godt leve et liv uden Irma - og en duft af et nyt krydderi, hver eneste gang man drejer om et gadehjørne.

Libanons forfald er allestedsnærværende, men bag det rå ydre ligger en varme og hjertelighed og lurer. Jeg passerer flere udbrændte bygninger, hvor der i de tomme rum er sat plastikstole og simple udekøkkener op. Her står den på falafler, kibbeh eller baklava. Et hurtigt kig ind udløser med det samme adskillige smagsprøver og fortællinger om, hvordan det tidligere har været større restauranter, og hvor ejerne nu må prøve at få dagligdagen til at hænge sammen, så godt de nu kan. Fælles for rigtig mange af libaneserne, der beskæftiger sig med mad er, at da deres livsgrundlag blev flået væk under dem, så var det naturlige for dem stadig at finde en måde at blive i madlavningens verden på, selvom det nu er på en lidt mere simpel måde.

Det libanesiske køkken er alsidigt. Især i Beirut er der så mange kulturer samlet, at der er nye kulinariske traditioner nærmest hver gang man bevæger sig ind i et nyt kvarter. Et gennemgående træk er dog den virkelig vellykkede simplicitet – friske grøntsager man selv snitter ved bordet, friskbagt fladbrød med den lokale variation af blandingskrydderiet za’atar, hummus og krydret, grillet kød er noget man kan finde i en vid udstrækning. Og det føles som om, at det næste måltid hver gang overgår det forrige.

Kyllingelever på grænsen til Syrien fik våbnene til at blive lagt

Libanon er ikke bare Beirut – og selvom der er nok til at holde både øjne, hjerne, mave og mund beskæftiget i lang tid i hovedstaden, så kan det være værd at tage udenrigsministeriets anbefalinger med et gran salt, for der gemmer sig virkelig nogle spændende oplevelser rundt omkring i landet. Jeg selv havde én af mit livs bedste madoplevelser – i ganske absurde omgivelser – på en sådan tur.

Jeg havde været en tur i byen Baalbek tæt på den syriske grænse, hjemsted for nogle imponerende gamle romerske ruiner, der giver både Rom og Akropolis baghjul – og som man i øvrigt har helt for sig selv, for der er vitterligt ingen turister i området. Jeg havde hyret en lokal chauffør, Mazen, som både virkede som en fyr man kunne stole på, og som ikke mindst havde en stor interesse i vin. Baalbek ligger i det nordligste af Bekaa-dalen. En dal der er fyldt med vinmarker – og også hashmarker for den sags skyld, men det er en anden historie. Bekaa-dalen er dog også den del af Libanon, der grænser op til Syrien. Derudover er dalen HizboIIahbevægelsens højborg. HizboIIah er en lidt kompliceret størrelse. Bevægelsen er meget synligt til stede over det meste af Libanon, både i form af flag, politikere og bevæbnede mænd på gaden. I vestens øjne er den militære gren af bevægelsen en terrororganisation, primært på grund af kampene mod Israel i 2006, ligesom at de også er involveret i Palæstina-Israelkonfliktens nuværende eskalering, hvor der dagligt er raketangreb frem og tilbage mellem HizboIIah og israelsk militær i det sydlige Libanon. Det kan lyde lidt skræmmende, men intet er sort/hvidt. Jeg skal ikke gøre mig klog på komplekse politiske spørgsmål, og kan kun tale af egen erfaring – jeg oplevede ingen utryghed ved at have med dem at gøre, og selvom ordet terrororganisation straks giver associationer til lSlS og andre grupper i samme grumme dur, vil jeg være påpasselig med at sætte HizboIIah i samme rabiate kategori. Men ikke desto mindre skal man selvfølgelig stadig tage seriøst, at området bliver betragtet som et af de mere farlige steder i Libanon. Så lad dette mest af alt være en fortælling om en fantastisk madoplevelse. Om du læser det som en anbefaling, og begiver dig ud på samme tur står for egen regning.

Med rammerne ridset op, aftalte jeg med min chauffør, at vi på vej tilbage til Beirut ville tage en lille afstikker lidt længere syd på i Bekaa-dalen. Jeg skulle se de mange vinmarker og så kendte han et godt sted at spise en sen frokost. Vi ramte snart et landskab, der både vækkede minder om køreture gennem franske vindistrikter, samtidig med at de mange moskéer og små landsbyer i klassisk mellemøstlig stil ligger spredt ud over dalen. Vinen Libanon producerer er i øvrigt virkelig god, så prøv lige den af næste gang, i stedet for den klassiske franske eller italienske. Efter at have kørt lidt tid, endte vi i den mindre by Saadnayel, der ligger som et knudepunkt mellem Beirut og Damaskus. Her stoppede vi ved en lille bygning, der mest af alt mindede om en garage. Jeg fik at vide, at vi skulle spise frokost her, og jeg blev en lille smule skeptisk. Der var intet skilt eller noget der pegede mod, at det skulle være en restaurant, og med Libanons meget ustadige strømforsyning har selv de større restauranter svært ved at holde madvarerne nedkølede, så der ligger altid en latent madforgiftning og lurer.

Endnu en gang blev jeg bekræftet i, at tingene ikke er som de ser ud, og at i Libanon er skønheden lige under den rå overflade. Chaufføren Mazen og jeg gik ind i det halvåbne lokale, hvor der ikke var andet end plastikborde, -stole og den skønneste duft af krydderier, trækul og vandpibetobak. Han hilste hjerteligt på ejeren, vi satte os, og straks stod der brød, oliven, hummus og den obligatoriske metaltallerken med en urtekniv, radiser, et bundt mynte og forårsløg. Mazen fortalte, at han allerede havde bestilt for os, og inden længe kom der et par tallerkener med metalspyd spiddet med små stykker grillet kød og krydret fladbrød ved siden af. Kødet var kyllingelever, helt simpelt sat på spyd, grillet og så overhældt og glaseret op med et ordentligt skvæt appelsinsaft. Kombinationen af det nøgne lokale, alle duftene og det simple, men virkeligt intenst smagende måltid gjorde, at det blev én af de gange, hvor det er så godt, at det føles helt uvirkeligt.

Efter vi havde spist og mens vi nu sad og drak en kop the og delte en shisha med æbletobak skete noget, der i mine øjne understreger præcist hvad det er mad kan. Det kan få os til at glemme den hårde virkelighed for en stund og kan blive et samlingspunkt. Ind ad døren kom tre ikke-uniformerede mænd med AK-47’ere over skulderen. I sig selv ikke noget særsyn, men i lokalet sad i forvejen et par soldater fra det libanesiske militær. Hvem de bevæbnede mænd hørte til aner jeg ikke, og jeg skal ikke tillægge hverken dem eller soldaterne motiver og fiktive konflikter, men det blev nærmest latterligt symbolsk, da de tre bevæbnede mænd lagde deres våben under stolene og begyndte at spise et måltid ved bordet ved siden af soldaterne. Selv i krisetid skal man spise, og så kan man lige så godt gøre det med velbehag. Hvorfor nøjes, hvis man ikke ved hvad i morgen bringer?