Når vin bliver en kulturformidler - Sophia Sagaradze gør dig klogere på et overset vinland.

Italien, Frankrig, Australien eller Sydafrika. Det vil nok for de fleste være de lande, der forbindes med vinproduktion. Klassikere, men faktisk bliver det mest klassiske af alle vinlande ofte overset. Georgien har produceret vin i mere end 8000 år, og kaldes “vinens vugge”. Landet er så småt begyndt at vinde indpas hos unge, især i København og Aarhus, hvor noget af det hippeste for tiden er at tage på georgiske restauranter, og hvor der er blevet meget kortere mellem vinbarer, der har georgisk vin på kortet.

At flere får øjnene op for Georgien, skyldes blandt andet ildsjæle som Sophia Sagaradze. Født og opvokset i Georgiens hovedstad Tbilisi, og nu bosat i Aarhus, er Sophia en kvinde, med voldsomt mange jern i ilden. Egentlig kom hun til Danmark for musikken, og hun er da også stadig både produktionsleder, lydkunstner, musiker, hvor hun blandt andet er blevet belønnet med ‘Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsen legatets Talentpris’, bare lige for at nævne lidt. Og så er hun stifter af Georgisk Vin, hvor igennem hun lærer danskere om sit hjemlands kultur gennem netop vinen. Men hvordan går man fra at beskæftige sig med musik, til pludselig også at favne vin og kulturformidling?

“Jeg havde gang i en masse ting. Jeg var taget til Aarhus for at færdiggøre min kandidat i elektronisk musik på Konservatoriet og spille koncerter. Da jeg blev færdig med min kandidat, havde jeg den her følelse af, at noget nyt skulle ske, og jeg startede Aarhus Lydforening Samtidig var jeg blevet mere og mere bevidst om min georgiske baggrund, og at rigtig mange danskere ikke rigtig kender til Georgien. Så hvordan kunne jeg skabe noget, hvor jeg kunne præsentere og formidle mit hjemland og kulturelle baggrund til danskerne?

Jeg overvejede koncerter med georgisk folkemusik, men synes ikke det kunne stå helt alene. Men vin gav lige pludselig bare mening, for det er en kæmpe del af den georgiske kultur og historie,” fortæller Sophia Sagaradze.

At det lige var vin, der skulle blive omdrejningspunktet for Sophias nye forretning, var dog ikke nået hun selv havde spået.

“For mig handler det ikke om, at jeg skal sælge alkohol. Jeg var tidligere på det georgiske landshold i svømning, så normalt drak jeg nærmest ikke. Men det begyndte at gå mere og mere op for mig, hvor stor en del af georgisk kultur, vin er. Jeg fandt nogle gamle billeder forleden af mig som barn, der plukker druer på min oldefars vingård, så det har nærmest altid været lidt i blodet.”

Vinens vugge

Georgien er da også helt særlig, når det kommer til vin. For selvom vi måske typisk ser mere mod Sydeuropa, når vi står i vinhandlen, så var det i Georgien det hele startede.

“Georgisk vin er noget helt særligt af flere forskellige årsager. Man siger, at Georgien er vinens vugge. Det er simpelthen her, at vinproduktionen startede. Eller, der kan jo altid komme en ny opdagelse, der modbeviser det, men i hvert fald ved man, at der har været produceret vin i Georgien i mere end 8.000 år, hvilket er den ældste vinproduktion, man kender til.

I dag laver man stadig vinen, på samme traditionelle måde, som man altid har gjort, hvor man gærer og modner vinen i store lerkrukker, der kaldes qvevri. Qvevri-metoden er faktisk på Unesco-verdensarvslisten.

Derudover er der omkring 525 endemiske druevarianter i Georgien, hvoraf man bruger cirka 100 til vinproduktion. Så det der gør georgisk vin særligt, er en blanding af tradition og historie, druerne, og så teknikkerne. For eksempel stammer teknikken med at lave orangevin fra Georgien, hvor druesaften har kontakt med skallerne i længere tid, så der trækkes mere farve ud,” lyder det fra Sophia.

Fordi georgisk vin adskiller sig relativt meget fra eksempelvis italienske eller franske, har Sophia Sagaradze nogle gode råd, hvis du ønsker at lære de georgiske vine lidt bedre at kende.

“Først og fremmest skal man lade være med at sammenligne. Georgisk vin er lavet med andre druer, teknikker og på baggrund af andre traditioner, så det er ganske simpelt noget andet. Derfor synes jeg det er vigtigt, at man holder et åbent sind, når man er til smagning. Og så er det virkelig vigtigt at huske, at georgisk vin ikke er én ting. Hver producent og hver drue giver en ny vin, så hvis du er til en smagning, hvor jeg præsenterer dig for fem forskellige vine, så kan det godt være, at der kun er en, eller måske ingen, der falder i din smag, men det betyder ikke nødvendigvis, at du ikke kan lide georgisk vin. Ligesom det også er de færreste, der kan lide alle italienske eller alle spanske vine. Så vær nysgerrig og åben, og når man skal prøve noget nyt, så skal man prøve en masse, før man finder ud af hvad man kan lide og hvad man ikke kan lide.”

Sovjettidens spor

Hvad der lige præcis gør, at georgisk vin er gået så meget under radaren i forhold til mange andre landes vin, skyldes mange og forskellige årsager, som både vil være alt for komplekse og givetvis slet ikke dækkende nok til at begynde at konkludere på. Der er dog særligt en helt afgørende faktor, som har præget georgisk historie og derigennem også vinproduktion så meget, at det ikke kan stå unævnt. Nemlig det sovjetiske jerntæppe.

“Georgisk vin er ret nyt på det europæiske marked, fordi vi havde den sovjetiske barriere. Her blev der kun produceret lokalt, og hele kulturen med at tappe på flasker og eksportere, er først ved at opstå nu. Den eneste vin på flasker dengang var fra store sovjetiske fabrikker, og har ikke noget med den georgiske vin i dag at gøre. Derfor er de vingårde, jeg samarbejder med i dag, også typisk små familiegårde, der laver naturvin og først nu begynder at eksportere. Derfor er det også virkelig vigtigt for mig, at de også får noget tilbage fra mig. Det kan være hjælp til det europæiske marked, fordi man ikke er vant til alle de certificeringer og kontroller, der skal være styr på, når man tidligere bare har produceret til lokalområdet. Det er heller ikke lige på producentdelen, at jeg går hårdt ind på at forhandle den lavest mulige pris. Generelt gør jeg ikke det her, bare at sælge en masse varer. Alt med det her er mere end forretning. Det handler mere om, at jeg kan støtte og samarbejde med nogle producenter, jeg godt kan lide. Derfor samarbejder jeg ikke med store firmaer. Det er små familier, hvor jeg også kan sikre mig, at det er naturvin lavet på traditionelle metoder, og hvor der ikke er en masse tilsætningsstoffer i. Derfor handler det alt sammen om gode relationer, så jeg kan stole på producenterne, og de kan stole på mig,” fortæller Sophia Sagaradze.

Ung iværksætter i et fremmed land

Uanset hvilken forretning man stabler på benene, så er det enormt hårdt arbejde. Sophia Sagaradzes forretning er ingen undtagelse.

Alt er skabt fra bunden af enten hende selv eller ved hjælp af familie, og hun lægger selv en kæmpe arbejdskraft på stort set alle forretningsområder, blandt andet for at sikre, at hun kan tilbyde ordentlige priser til de georgiske producenter. Og ligesom relationerne til de georgiske producenter er vigtige for Sophia, så gør det samme sig gældende for de danske kunder.

“Det hele er jo startet lidt tilfældigt ud. Min mor har lavet logoet, jeg har lavet hjemmesiden, står for sociale medier og helt lavpraktiske ting som lagerarbejde. Forretningen består både af en B2C-vinhandel, vinsmagning og så det jeg satser allermest på, som er at forhandle direkte til restauranter. Vinene jeg importerer er fra en lidt højere hylde, så de koster lidt, og kræver derfor den rette kunde, der kan sætte pris på dem.”

Udover det hårde arbejde, der altid ligger i at være iværksætter, så har det også krævet ekstra meget af Sophia, der på grund af hendes georgiske baggrund ikke er EU-borger.

“Tingene er lidt udfordrende, også fordi jeg har det her kludetæppe, hvor jeg er musiker, underviser og freelancer. Dels gør det, at jeg nok lige er lidt for overbooket rent arbejdsmæssigt, men heldigvis ser jeg ikke rigtig det med vin som et arbejde, men mere som en hobby. Det prøver jeg i hvert fald at bilde mig selv ind, når jeg lige siger at jeg sagtens kan tage en ekstra vinsmagning eller et par timer ekstra på lageret. Og så er det også bare virkelig svært som ikke-europæer, når jeg så vælger både at være freelancer og iværksætter. For eksempel venter jeg lige nu på forlængelse af mit nye visum, men det bliver kompliceret af, at jeg ikke har en arbejdsplads, hvor jeg kan bevise, at jeg arbejder 37 timer om ugen i et specifikt dansk firma med indkomst omkring 485.000 DKK. Når man er kunstner og iværksætter, kan man have et deltidsjob, spille koncerter, modtage kunstnerstipendier, få bestillingsarbejde og undervise på konservatoriet. Man har derfor mange forskellige indtægtskilder, og det er også svært at finde ud af, hvordan man passer ind i systemet som kunstner og iværksætter." siger Sophia.

Hun er dog bestemt ikke en der klager, og selvom hun fortæller ærligt om de udfordringer, hun har mødt og stadigvæk bremses af, så er hun hurtig til i samme ombæring at nævne alt den positive gejst og hjælp hun har fået i Danmark, i særdeleshed fra en branche, der ellers kan have ry for at være hård og kold og meget individualistisk.

“Jeg har også oplevet, at restaurationsbranchen i Aarhus er virkelig sund. Jeg har fået meget mere hjælp, end jeg kunne forvente. Både i forhold til interessen i at købe de vine, jeg importerer, men også til sådan noget som SKAT og kontakt til Fødevareministeriet. Generelt er folk bare virkelig støttende overfor hinandens projekter. Især folkene bag steder som Capo, Bardok, Pondus og Hærværk og mange andre har hjulpet mig enormt meget. Også bare ved at give mig en chance, for at komme ind på et restaurationsniveau, hvor de typisk arbejder sammen med større spillere med mange flere kontakter, end mig. Så det er simpelthen bare gode folk på gode restauranter, hvor jeg har fundet ud af, at vi deler mange af de samme værdier, hvor det ikke bare handler om penge, men om at gøre gode ting for folk og støtte hinanden,” afslutter Sophia Sagaradze.

Du kan følge med i Sophias vineventyr på hendes instagram @georgiskvin.dk eller på hendes hjemmeside https://georgiskvin.dk/