Piemonte og Trøffelfestivallen i Alba er et must visit for alle foodies
21. november 2024
Foodie - @anders-thomsen
0
0
0
0
56
Piemonte er en af mine yndlingsregioner i Italien – ja, faktisk en af mine yndlingsdestinationer, punktum. Jeg blev forelsket ved første besøg. De smukke, bakkede landskaber og de næsten uvirkelige Alper i baggrunden skaber en fantastisk udsigt, uanset hvor du er.
Det mest spændende ved området, for mig, er dog uden tvivl maden. Piemonte har en sjælden kombination af nogle af Italiens største vine og nogle af landets mest udsøgte og eftertragtede råvarer. De fleste madentusiaster kender de store Barolo- og Barbaresco-vine fra Piemonte, og mange ved sikkert også, at der findes trøfler her.
Det særlige ved Piemonte er dog den hvide trøffel, den meget sjældnere (og derfor dyrere) fætter til den sorte trøffel. Mens sorte trøfler kan findes mange steder i verden, inklusiv Norden og i forskellige sæsoner af året, vokser den hvide trøffel næsten udelukkende i Piemonte. Derfor kaldes den ofte Alba-trøflen.
Men regionen har mere at byde på end eksklusive vine og trøfler. Piemonte er også berømt for sine hasselnødder, der blandt andet lagde kimen til Nutella, som stadig produceres i Alba – dog nu med mere sukker og palmeolie end hasselnødder. Klassiske retter som Vitello Tonnato, Zabaglione-creme og grissini-brødstænger stammer også herfra, ligesom Campari. Desuden er Piemonte Italiens største risproducent, hovedkvarter for Slow Food-bevægelsen og vært for verdens største ostefestival.
Når efteråret rammer, er der ingen tvivl om, hvad der tiltrækker opmærksomheden i regionen. De hvide trøfler er i sæson, og uanset hvor du er i Piemonte, får alt fra pasta til isdessert muligheden for at få revet friske hvide trøfler over sig. Sidstnævnte er dog mere en gimmick end en god idé (kan jeg skrive under på).
Trøffelfestivalen i Alba
Epicentret for de hvide trøfler er Alba. Byen er hjemsted for Ferrero Rocher, Italiens højest rangerede 3-stjernede Michelin-restaurant og ikke mindst den årlige Trøffelfestival, der fejrer, at det hvide guld er tilbage.
Trøffelfestivalen, som nu er på sit 94. år, løber fra midt oktober til midt december og udvikler sig stadig med nye aktiviteter hvert år. Festivallens kronjuvel er det store trøffelmarked i Albas centrum.
Jeg glemmer aldrig mit første besøg på trøffelmarkedet for 6-7 år siden. Dengang foregik det i et stort festtelt, som man ville leje til et bryllup i haven derhjemme. Teltet var lavloftet, tætpakket med boder og uden god ventilation. Så snart jeg trådte ind, blev jeg ramt af en aromatisk mur af trøffelduft – en intens oplevelse, der stadig sidder i mig. Forestil dig duften i Magasins parfumeafdeling, bare med trøfler!
I dag er markedet større og mere åbent, hvilket desværre betyder, at duften ikke er lige så kraftig. Men det skal bestemt ikke afholde dig fra at besøge det.
Foruden trøffelmarkedet, hvor man kan købe trøfler fra erfarne trøffeljægere, er der kokkeshows, smagninger og masterclasses med italienske mesterkokke. En nyere tilføjelse er det informative trøffelmuseum ved markedets indgang.
På markedet kan man også nyde et glas vin og en ret med hvide trøfler, typisk serveret over spejlæg eller tajarin – en lokal, æggeholdig pasta. Kombinationen af æg, smør og hvide trøfler er sublim, i modsætning til den vaniljeis med trøfler, jeg engang prøvede.
Man er dog ikke afhængig af markedet for at nyde eller købe trøfler. Alba er fyldt med restauranter og butikker, der kan opfylde dette behov.
Piedmonte har meget mere at byde på
Jo mere jeg kommer til Piemonte, jo mere indser jeg, at det er regionen, der er attraktionen, og ikke selve trøffelfestivalen. Jo, at komme til Alba i trøffelsæsonen og opleve festivalen bør være enhver foodie forundt, og faktisk nærmest et must. Men både Alba og hele regionen er et besøg værd hele året rundt. Her er alt, hvad man har brug for.
Du er få timer fra Alperne og fantastisk skiløb. Du er få timer fra havet og udsøgte steder som Portofino. Du er få timer fra de fantastiske områder omkring Como- og Maggiore-søerne. Så det er et område, som har noget at byde på, uanset hvilken sæson det er.
Inden for kort afstand har du et hav af hyggelige, spændende og meget forskellige byer, som hver har noget at byde på.
Du har Italiens 4. største by, Torino, som er hjemsted for ikoniske brands som Fiat og Juventus fodboldklub. Det, jeg virkelig elsker ved Torino, er, at du får en ægte storbyoplevelse, men med meget få turister. Byen er en by for italienerne. En smuk by, hvor Alperne fungerer som et konstant baggrundsbillede overalt i byen.
Alba, som allerede er nævnt, er i sig selv en hyggelig by, som er et besøg værd, selv hvis det ikke var for trøffelfestivalen. Byen huser blandt andet Italiens højest rangerede restaurant, ikoniske Piazza Duomo, som i sig selv er et besøg værd for enhver foodie i området. Fra Alba har du ligeledes alt fra vingårde til superlokale restauranter i kort køreafstand. Min bedste madoplevelse i Piemonte var således en superlokal restaurant en kort køretur uden for netop Alba.
I et privathus, som fungerede som restaurant i stueetagen og bolig ovenpå, blev maden lavet af en ægte 85-årig italiensk mormor, og sønnen og hans kone serverede maden med så meget kærlighed, at jeg simpelthen blev blæst bagover. Det var en ægte madoplevelse, og dem finder du mange af i Piemonte!
Syd for Alba har du Barolo – en lille bitte by med et stort navn. Her er selvfølgelig masser af god vin at prøve og købe med hjem, men bare stemningen i byen er et besøg værd i sig selv. Barolo er for mig nærmest indbegrebet af, hvordan en hyggelig lille italiensk landsby ser ud og føles.
Er du mere til ost, ja, så ligger Bra lige rundt om hjørnet fra Barolo. Her er adskillige fantastiske ostebutikker, som kan give dig en oste-tasting og en seriøs gennemgang af de bedste oste, Piemonte har at byde på. Bra er ligeledes årlig vært for verdens største ostefestival.
Asti byder på bobler, som navnet antyder, men også et dybt indblik i romersk historie, som især udfoldede sig her i og omkring Asti.
Kort sagt, så har du rigtig mange muligheder for oplevelser i Piemonte, men altid med fællesnævneren, som karakteriserer regionen – fantastisk mad og vin – som omdrejningspunkt.
På grund af ovennævnte (og meget andet godt) er Piemonte en af mine klare favoritdestinationer, og det var den første guide, jeg skabte inde på guidesforfoodies.com. Mit univers, hvor jeg forsøger at destillere alle mine rejse- og madoplevelser til dybdegående, let anvendelige guides med foodies for øje.
Guiden til Piemonte og trøffelfestivalen omfatter spisesteder, overnatning, vingårde, gode steder at købe foodie-souvenirs med hjem, must-eat lokale specialiteter og en guide til mange af de omkringliggende byer i regionen med mere.
Formålet med guidesforfoodies.com er for mig det samme som artiklen her: at inspirere folk til bedre madoplevelser og måske få øjnene op for destinationer, som ellers ikke var på deres foodie-radar.
I den forbindelse kan jeg kun give min klare opfordring til alle om at putte Piemonte på deres foodie-to-do-liste.
Andre artikler som du måske vil kunne lide
Vi har samlet en række artikler, som vi tror, du også vil synes om.