Portvin er også noget for dig!

18. august 2024

Anders Thomsen
Anders Thomsen

Foodie -@anders-thomsen

4

5

1

0

84

Portvin er også noget for dig!
Hører du til dem, der bare drikker portvin til risalamanden juleaften, så er det værd at give portvin en chance mere. Det er nemlig en meget mere alsidig vin, end mange går og tror.

Jeg har elsket portvin, selv inden jeg flyttede til Portugal, hvor man i sagens natur bliver noget mere eksponeret for den end hjemme i Danmark. Selv i Portugal oplever jeg dog ikke, at portvin er en kæmpestor del af madoplevelsen. Her er fokus mere på vin, som portugiserne er overordentlig gode til at drikke. Faktisk de bedste i Europa målt på vinindtag per capita, viser de seneste statistikker.

Hernede har du dog ikke et vinkort uden en solid liste af portvine, og enhver vinhandler har en stor del af deres forretning dedikeret til portvin.

For at blive lidt klogere på portvinens verden har jeg været nede og snakke lidt med Pedro i min lokale vinbutik i Lissabon om netop portvin, dens alsidighed og brugsmuligheder - hvilket spænder fra alt fra aperatif, til desserten, til osten, til kødet, til grillede rejer og fisk (ja!) og som en fantastisk sommerdrink til terrassen.

Dejlig mulighed for at prøve nogle seriøst lagrede portvine hos Pedro
Dejlig mulighed for at prøve nogle seriøst lagrede portvine hos Pedro

Ruby Portvin 

Ruby’en er den mest tilgængelige og mindst komplekse type af portvin. Den lagres i kort tid på store egetræsfade, typisk mellem to og tre år. Det gør, at vinen har en frisk og frugtagtig smag. Farven er dyb rød, og smagen er domineret af mørke bær som kirsebær, solbær og blommer. Det er nok typisk den her, du har fået serveret hos din mormor. Det fik jeg i hvert fald.

Ruby’ens friskhed gør, at den passer fremragende til chokoladebaserede desserter som chokoladekage eller mørk chokolademousse. Den kan også nydes sammen med stærke oste, der komplementerer vinens frugtagtige sødme.

På grund af de røde bærnoter giver den en fantastisk smag til kød eller vildt, enten som element i en sovs eller som en portvins-glace til maden.

Tawny Portvin

Tawny Portvin er lagret i mindre egetræsfade i længere tid, ofte op til flere årtier. Denne lagring giver vinen en lysere, tawny (ravfarvet) farve og komplekse smagsnoter af tørrede frugter, nødder, karamel og krydderier. Tawny portvin kan også findes i aldersbetegnelser som 10, 20, 30 eller 40 år og endnu ældre. Dette indikerer gennemsnitsalderen på vinene i blandingen.

I en traditionel Tawny portvin blander man nemlig årgangene for at få den optimale smag. Dog er der undtagelsen Colheita, som er karakteriseret ved at være fra én årgang. Colheita’en bliver, som Tawny, opbevaret på egetræsfade i mindst syv år, men ofte i årtier, før det bliver puttet på flaske.

På etiketten af en Colheita vil både høståret og aftapningsåret være angivet. Dette giver indsigt i, hvor længe vinen har lagret på fad, før den blev tappet på flaske. En af de ting, der fascinerer mig mest ved portvin, er netop den lange opbevaringstid.

Nede i Pedros butik, oppe på de høje hylder, ligger der flere flasker fra starten af 1900-tallet, så altså et godt stykke over 100 år gamle. Det viser virkelig portvinens evne til at holde sig, og det er ret fantastisk at se på sådan en flaske, faktisk 

Smagsmæssigt har de yngre Tawny’er stadig friskhed sammen med de søde noter af karamel og nødder. Mens de ældre Tawny’er nærmest kan blive helt sveskede i noterne. Det er dyb intensitet af smag, blød og rund på en måde, der er svær ikke at holde af, når man først har prøvet en rigtig god Tawny.

Tawny Port er perfekt til nøddebaserede desserter som pekannøddetærte eller crème brûlée. Den er også fremragende til at blive serveret med tørrede frugter, mandler eller som en fantastisk ledsager til foie gras!

Noval laver nogle rigtig gode Tawny'er!
Noval laver nogle rigtig gode Tawny'er!

Vintage Port

Vintage Port er den mest prestigefyldte type portvin. Den laves kun i årgange, hvor druekvaliteten er exceptionel, og vinen lagres i flasken efter en kort tid på fad. Vintage Port er mørk, kraftig og fuld af dyb, koncentreret frugt med potentiale for at lagre og udvikle sig i op til flere årtier. Over tid udvikler vinen komplekse noter af læder, tobak, krydderier og kakao.

Vintage Port er et ideelt match til kraftige, modne oste som stilton eller roquefort. Som med Ruby’en passer den også godt til mørk chokolade og desserter med bær, men her har du dog at gøre med en portvin, som er meget mere dominant i smagen.

Hvis du er på udkig efter en Vintage Port, så er årgangene 2000, 2003, 2007 og 2011 set som de bedste inden for de sidste årtier – med 2011’eren ofte beskrevet som en af de bedste årgange i det sidste århundrede.

Graham's er et klassisk hus med gode Vintage Ports.
Graham's er et klassisk hus med gode Vintage Ports.

Late Bottled Vintage Portvin

LBV Port er en lillebror til Vintage Port – en mere tilgængelig version, om man vil.

Den er også fra en enkelt årgang, men lagres længere på fad (4-6 år) og er klar til at blive drukket ved frigivelsen. Smagen er intens og frugtagtig med tanniner, men den er mindre krævende end en Vintage Port og behøver ikke yderligere flaskelagring.

LBV Portvin er alsidig og passer godt til både chokoladedesserter, røde frugtdesserter og oste som cheddar eller gouda. Den kan også nydes alene som en afslutning på et måltid. Den er med andre ord portvinens svar på schweizerkniven og et rigtig godt bud på en meget alsidig portvin.

Hvid Portvin

Det er mit indtryk, at hvid portvin ikke er så anset hjemme i Danmark, i hvert fald ikke historisk set, og heller ikke særlig udbredt. I Portugal er det dog populært og kommer også i en masse lækre, gamle og vellagrede årgange. Den typiske hvide portvin lagres dog typisk i kort tid, kortere end Tawny, og bliver brugt som en ung vin også.

Hvid Portvin er lavet af grønne druer og har en lysere, mere delikat smagsprofil sammenlignet med de røde portvine. Den kan være tør, halvtør eller sød, og smagsnoterne kan inkludere citrusfrugter, blomster, honning og nødder

et rigtig godt alternativ til din terrasse-GT.

Hvid Portvin er ideel som en aperitif og serveres ofte afkølet med en skive citron eller som en del af en cocktail. Den helt store sommerdrink hernede i Portugal er Port Tonic. Her blander du enten hvid eller pink portvin med en god tonic, masser af is og lidt citronskal, og så har du et rigtig godt alternativ til din terrasse-GT.

Holder du dig til at drikke vinen rent, så passer den godt til lette retter som grillede rejer, oliven, mandler eller sammen med frisk frugt og lettere oste.

Madeira Vin

Vinen fra Madeira er lidt sin egen. For selvom smagen er meget lig Portvin inde fra fastlandet, så laves vinen anderledes derude på øen. Når vinen bliver produceret, så gennemgår den en særlig opvarmningsproces, som faktisk oxiderer vinen i processen og dermed gør den både ekstremt god at lagre, men også enormt holdbar, når du har åbnet den.

Og lad os i den ombæring lige tage fat i den lille myte, som mange stadig har, at portvin sagtens kan holde sig og holde smagen i måneder efter flasken er åbnet. Nogle typer kan holde i noget tid, mens andre typer faktisk ikke holder sig meget bedre end en flaske vin.

En Tawny vin holder sig bedst med op til 1-2 måneder efter åbning, mens en Ruby eller Late Bottled Vintage holder 1-2 uger. En lækker Vintage Port holder dog ikke mere end 1-3 dage, før du har mistet smagen og kompleksiteten i vinen.

Madeira vin kan dog holde sig i måneder, nogle siger år, før vinen har mistet pusten.

Smagsmæssigt ligger Madeira vin meget op ad Tawny’en og har en intens og kompleks smagsprofil med noter af tørrede frugter, krydderier, karamel og nødder. Den kan være tør eller sød afhængigt af druesorten og produktionsstilen. En Madeira vin vil passe ind i en af fire kategorier: Tør, medium tør, medium sød og sød, så vær opmærksom på at den Madeira du køber, også passer til den mad, du vil servere den til.

Nogle rigtig gamle Madeira wine på hylderne.
Nogle rigtig gamle Madeira wine på hylderne.

Andre artikler som du måske vil kunne lide

Vi har samlet en række artikler, som vi tror, du også vil synes om.

Loading...