Ambra er en helt særligt italiener i København

For mange var det nok en overraskende, men ikke desto mindre kærkommen annoncering da det blev offentliggjort, at Andreas Bagh ville åbne en ny Italiensk restaurant i hjertet af København – endda til billige penge.

Med en fortid på Marchal på D’Angleterre og efterfølgende Esmée på Kongens Nytorv er Andreas i høj grad associeret med fremragende mad, men ikke ligefrem med lave priser.

Tanken med Ambra var dog at udfylde et hul i det ellers fremragende udbud af italienske restauranter i København. At lave en restaurant der, som Esmée, gør sig lidt mere cosmopolitan end de fleste, men her at gøre det i en italiensk kontekst.

Jeg har set og hørt flere interviews, netop om tankerne bag Ambra, og her lægger Andreas ikke skjul på, at inspirationen for restauranten mere er fundet i New York end Italien.

Det er mere det amerikanske ”italienske” køkken, der er i fokus, og derfor mere et sted der serverer spaghetti and meatballs end en klassisk carbonara. Men stilen og stemningen for restauranten er også inspireret af New York. The city that never sleeps og hvor der ofte, som Andreas selv nævner, er mere ”swung på”.

Og på den måde trækker Ambra klart tråde til Esmée, som også rammer en særlig energi og mere international vibe.

Én restaurant, mange muligheder

Ambra emmer af, at her kommer man til at få en god aften.

Fra man kommer ind ad døren, rammes man af stemningen fra den lange bar som pryder højre siden af restauranten.

Baren er tiltænkt dem, som bare ønsker at svinge forbi for en drink og en let snack. Der er også borde, så man kan spise omkring baren, hvis man er til den stemning.

Efter baren passerer man garderoben og DJ-pulten (ja sådan én er der også), efter det tager en smal gang dig videre til Ambras crudo-bar og ind i restaurantens primære dining lokale.

Crudo-baren er noget af det lækreste, jeg har set i på en restaurant i København, og giver mig et hurtigt flashback til at sidde ved en bardisk på en sushirestaurant i Tokyo og få serveret sashimi, som er lavet lige for næsen af mig.

Hos Ambra får du dog som navnet antyder crudo - den italienske version af fisk og skaldyr i sin rå form – typisk serveret med citron og lækker olivenolie.

Sidder du i crudo-baren, har du frit udsyn til de fisk, du får serveret, og du virker både til at være lige midt i restauranten og i din hel egen verden på samme tid.

Tjenerne der flittigt cirkulerer rundt, og i det hele taget tager sig rigtig godt af dig under dit besøg er pænt, men casual klædt.

På den måde synes dansk afslappethed alligevel at møde kosmopolitisk swung på mellemvejen.

Klassisk fra start

På dette besøg har jeg dog booket bord i restauranten, som med sit åbne køkken virker som et rigtigt indbydende og hyggeligt sted at sidde.

Da vi er to, så deler vi nogle forretter, tager en pasta hver samt desserter.

Udvalget af antipasti er bredere end resten af menuen, og der er mange ting der lokker. Vi ender dog med at vælge et par klassikere, som ville passe ind på de fleste italienske, såvel som amerikansk ”italienske”, menukort. 

Vi får en Pizzetta Margherita, som er det man på godt jysk kalder en lille pizza Margherita, samt burrata i olivenolie til forret.

Pizzetta’en er klassisk napolitansk i stilen dvs. kanten er fyldig og dejen ikke sprød. Personligt elsker jeg min pizza sådan, og pizzetta’en her er da også en virkelig god Margherita. Masser af smag af gode råvarer.

Da pizzetta’en er lille i størrelse, men stadig har en normal kant på dejen, er der ikke meget plads til fyld, så der er meget kant at gøre godt med her.

Heldigvis, så passer vores burrata i olivenolie fantastisk til lidt overskydende pizzakant.

Pasta on point!

Inden mit besøg på Ambra havde jeg håbet på at finde én bestemt ret. En ret som Andreas Bagh selv havde teaset for i en artikel i Euroman sidste år.

En ret, som er en direkte afkommer af den famøse canard a la press, som Andreas selv excellerede i på Marchal.

I det her tilfælde var det dog rejeskaller og hoveder, som kom en tur i pressen og blandet sammen med tomat og diverse, for derefter at blive slynget med pasta og serveret med rejehalerne. Om noget en opskrift på en ikonisk ret.

Desværre var den ikke på menukortet, men jeg håber inderligt, at den vil være at finde en anden gang. 

Heldigvis, var der dog andet godt i afdelingen for pasta, som jeg kunne kaste mig ud i. 

Jeg bestiller en rigatoni med ragú af kanin og salsiccia og min medspiser prøver kræfter med deres gnocchetti med sommergrønt, ærter, kantareller og pecorino romano.

Jeg bliver anbefalet et glas Chianti Classico, Radda UGA til min pasta, og den klæder retten godt.

For at sige det rent ud, så var min rigatoni med ragú, den bedste pastaret jeg har fået længe. Jeg tror faktisk jeg skal helt tilbage til sidste år i Piedmonte, hvor jeg fik pasta høvlet med en masse hvis trøffel, for at finde en pastaret, jeg blev så begejstret for, som den her.

Der var virkelig fuld knald på smagen. Kødfuldt med gennemtrængende krydret, salt smag fra salsiccia’en og en kraftig note af rosenmarin som ramte munden til sidst. Jeg var vild med den symfoni af smage!

Gnocchetti’en var let, lækker og en dejlig ret i sig selv. Den stod dog ikke ud som noget mere end det for mig.

Desserterne der var værd at vente på

Jeg er meget glad for desserter, og bestiller dem meget gerne, når jeg er ude. Jeg har dog et par ting jeg typisk undgår. En af de retter er panne cotta, som har det med at skuffe mig, når jeg får det serveret. En anden kæphest af mine er, at jeg virkelig ikke er meget for, at få serveret alternative versioner af tiramisu. Jeg er vild med originalen, og er derfor ikke så begejstret, når der bliver fiflet med den.

Ikke desto mindre, så stod aftenens dessert valg på enten panna cotta med hindbær eller Ambras pistacie-tiramisu. Så der var ingen vej udenom.