Fem gode grunde til at drikke mere italiensk hvidvin

2. september 2024

Karsten Anker
Karsten Anker

- @karsten-anker

0

4

0

0

149

Fem gode grunde til at drikke mere italiensk hvidvin
Hver femte flaske vin, der åbnes herhjemme, kommer fra Italien. Langt det meste er rødvin, men sådan behøver det ikke være. For italienerne laver masser af gode hvide vine, og mange af dem er særdeles velegnede som mad-vine. Her er fem bud på gode hvide fra Italien.

I modsætning til mange af de andre store vinproducerende lande, er italienske hvidvine som udgangspunkt ikke produceret på de store klassiske grønne druesorter som fx Chardonnay, Chenin Blanc eller Sauvignon Blanc. 

Det skyldes at man i de enkelte italienske regioner er ganske loyale overfor egne lokale sorter. Og dem er der mange af. De fleste lokale druesorter er ukendte uden for egen region, og endnu mere uden for landets grænser. Det er sandsynligvis en af grundene til, at der ikke drikkes meget italiensk hvidvin i Danmark. Men sådan behøver det ikke være.  

I denne artikel smager vi fem forskellige hvide vine, på forskellige druer og fra forskellige egne af Italien.  

De seneste ti år har Italien været danskernes foretrukne vinland. Ca. hver femte flaske vin, der åbnes herhjemme, kommer fra støvlelandet. Men kun lidt mere end 20 pct. af de flasker er hvide. Vi kender og værdsætter Nebbiolo- og Sangiovese-druerne, men vi bør også kende fx Fiano, Timorasso og Verdicchio. Italienske hvide er ofte tørre i stilen, friske og mineralske og fint egnede til at nydes sammen med mad. Hvis man har mod på det, er der masser at glæde sig over, ved at begive sig i kast med italienske hvidvine. Det er vores lille udvalg her et fint billede på. 

Lad os starte oppe i det nordvestlige Italien, i Piemonte, hvorfra vi især kender Barolo og Barbaresco og de friske og frugtige Barbera’er.

 

Fausto Coppis datter

Den første vi smager, er ’Fausto’ fra Marina Coppi. 

Det er ikke et tilfælde, at vinen hedder det samme som en af Italiens største cykelstjerner fra 1940’erne og 50’erne. Marina Coppi er nemlig barn af selveste Fausto Coppi. Så hvis man er cykel-interesseret er det en selvstændig god grund til at købe en flaske. Men kvaliteten berettiger også et køb. Det er nemlig et rigtig godt glas, produceret udelukkende på Timorasso-druen. 

Timorasso er en drue med intensitet og kaldes derfor også for den hvide Nebbiolo. Den er særligt udbredt i Piemonte, hvor den blev ’gen-opdaget’ i 1980’erne efter nogle årtier, hvor den var gledet ud i glemslen. I Piemonte sætter man pris på druer med saft og bid. Sådan er Timorasso også i Fausto-udgaven årgang 2019.  Den er mineralsk, med noter af grape, fersken, kvæde og æble, men det er den intense stil, kombineret med frisk syre og en elegant kompleksitet, der gør den særdeles drikkevenlig og appellerende, både med og uden mad. 

Hvis man søger en vin, der kan drikkes som en rødvin, men med en hvidvins friskhed, er Fausto et virkelig godt køb til prisen.

Fausto forhandles af Estrup & Udsen Vin. Pris pr. flaske 249 kr. 

**** (4 ud af 6 stjerner)

 

Fiano fra Syditalien

I det sydlige Italien, langt overvejende i Campania, omkring Napoli, dyrker man druen Fiano. Det er en lille drue, som ikke altid er værdsat af producenterne fordi den giver et begrænset udbytte. Til gengæld giver den en hel masse til os, der nyder vinen. Den er nemlig let aromatisk og kan være både intens og kompleks.

Det er der heldigvis flere og flere syditalienske vinproducenter, der erkender. De planter i stigende grad om fra nogle af de store, klassiske druer, og går tilbage til Fiano-druen som de producerer både flotte og appellerende vine på. 

Rocca del Principe er fra Avellino, et lille område inde i landet fra Napoli. Druerne vokser i mørk vulkansk jord fra vulkan komplekset omkring Vesuv, ikke så langt derfra. Marken ligger ca. 600 meter over havet.  Det gør stilen meget mineralsk, frisk og med en fin syre. Man synes at kunne smage den vulkanske jord i nogle svagt røgede noter, kombineret med noter af nektarin og urter.   

Vinen er udelukkende lavet på ståltanke. Filosofien er, at der ikke er noget, der skal blokere for druens fine kvaliteter, og det er en filosofi der holder.

Vinen forhandles af Estrup & Udsen Vin. Pris pr. flaske 199 kr. for årgang 2009.

**** (4 ud af 6 stjerner)

 

Lidt længere mod syd-øst, i den centrale del af Apulien og væk fra den vulkanske jord, producerer Rivera-vingården en anden meget appellerende Fiano-vin, deres Scariazzo. Deres marker findes på Murge-plateau’et, som er relativt højtliggende og har en meget kalkholdig undergrund. Begge dele medvirker til at vinene får friskhed og mineralitet. 

Den vi smager, er fra 2021. Og den smager simpelthen forrygende. Den er mineralsk, har en fin syre og nogle indsmigrende noter af honning, der er ret almindeligt for Fiano-druen. Der er en grund til, at nogle kalder den ’bi-druen’. Derudover noter af melon, blomster og abrikos, hvilket giver en virkelig flot balance mellem sødlige noter og masser af friskhed. 

Scariazzo Fiano fra Rivera forhandles af Mr. Brunello. Pris pr. flaske 290 kr., men det er nok en god idé at købe mere end en flaske. Den første flaske bliver hurtigt tømt. 

***** (5 ud af 6 stjerner)

 

Sprøde og friske æbler fra Midtitalien

Fra Syditalien bevæger vi os nordpå. Til regionen Marche i Midtitalien, øst for Appenninerne. Her laves de hvide vine langt overvejende på Verdicchio-druen.

Det er en drue, der er letgenkendelig på sin syre, stenet mineralitet og sprøde æbler – og trods denne friske og ranke stil ofte også byder på noter af mandel.

Rincrocca fra vingården La Staffa rammer stilen meget rent. Vinen er produceret på ældre stokke og det er sandsynligvis forklaringen på, at kompleksiteten er høj, med noter af både grønne urter, grape og melon. Nogle vil måske finde syren lidt for stram, men det er med til at gøre vinen rank og præcis – og medvirker til at gøre den velegnet til lagring.      

Vinen forhandles af Victoria Vine til 239 kr. pr. flaske. 

*** (3 ud af 6 stjerner)

 

En sardisk perle

Vi slutter af på Sardinien, den store ø vest for Italien. For mange en smuk ferieø, men også en ø hvor der foregår masser af seriøs og spændende vinproduktion. Det er bl.a. vingården Depperu et eksempel på. En moderne vingård, der lægger vægt på begrænset produktion og håndhøstede druer.  

Vi smager deres hvide Ruinas, lavet udelukkende på Vermentino-druen, en drue der trives godt i områder med masser af sol og kølighed fra havet. Alkohol-niveauet bliver relativt højt for en hvidvin. Den, vi drikker, byder på 14,5 pct., men det dominerer på ingen måde. 

Næsen byder på noter af mandarin, fersken og pære. Noterne gør det fristende at konkludere, at vinen er sød, men det er den på ingen måde. Den er tør, med masser af syre, friskhed og lidt mineralitet i glasset. 

Vinen forhandles af Mr. Brunello til 440 kr. pr. flaske. 

**** (4 ud af 6 stjerner)

 

Laver italienerne også kedelige og ligefrem dårlige hvide vine? Ja det gør de. Og livet er for kort til den slags vin. Men disse fem eksempler er præcis blot fem eksempler ud af mange på, at italienerne også kan producere friske, velsmagende, aromatiske og mineralske hvide vine, der snildt kan måle sig med vine fra de andre store vinproducerende lande. Smag løs.  

Den vi smager, er fra 2021. Og den smager simpelthen forrygende. Den er mineralsk, har en fin syre og nogle indsmigrende noter af honning, der er ret almindeligt for Fiano-druen. Der er en grund til,

Andre artikler som du måske vil kunne lide

Vi har samlet en række artikler, som vi tror, du også vil synes om.

Loading...