Kamelsuppe på en rasteplads i Oman

Klemt inde mellem konservative Saudi Arabien og krigshærgede Yemen ligger Oman. Et land, der har det med at gå under radaren, når der bliver talt om Mellemøsten. Siden en borgerkrig, der sluttede i 1975, har Oman været under fredeligt, om end enevældigt, styre af den nyligt afdøde og af omanerne højt elskede Sultan Qaboos. Efter et kup, der sikrede Qaboos magten fra hans noget mere konservative far, blev der sat gang i reformer, der nærmest vækker mindelser om skandinaviske velfærdsmodeller. Fri uddannelse både til kvinder og mænd, et frit tilgængeligt sundhedssystem og religionsfrihed. Alt sammen betalt af landets oliepenge. Dette blev opskriften på et land, der i dag på overfladen syner af det meget traditionelle Mellemøsten, men som samtidig også byder på et af regionens mest sikre og behagelige lande at besøge som turist.

Jeg besøgte sultandømmet i april, hvor det milde forår byder på en lun 40 graders varme. Svage sjæle bør lige undersøge, hvordan ramadanen ligger det pågældende år. Det havde jeg ikke, og det kan blive en kende udfordrende med længere dagsture, når det er forbudt at drikke vand i offentligheden. Men dét at rejse i landet under ramadanen gør også, at man får et indblik i omanernes enorme venlighed. Når mørket falder på, opstår der en livlighed der føles som en stor folkefest. Man skal ikke gå længe på gaden, før man bliver budt på dadler, bagværk eller simpelthen bliver inviteret indenfor i folks hjem til overdådige måltider.

Ramadan eller ej, Oman er altid et besøg værd. Det er smukt og meget traditionelt, men vigtigst af alt – maden er god. Omanikøkkenet adskiller sig meget fra det vi typisk forbinder med mellemøstlig mad. Hvis du skal have falafler, hummus og ting i den dur, skal du nordpå til Libanon, Syrien eller Israel. Oman er meget præget af landets placering som den arabiske halvøs syd-østlige spids, hvilket betyder, at der historisk har været enorm meget søfart, og at hovedstaden Muscat har fungeret som bindeled mellem rejsende fra det østlige Afrika og Indien. Den kulturelle smeltedigel har påvirket madkulturen, så den i dag er en del af det, man kalder Khaleeji-køkkenet, og bærer tydelige træk fra både det østafrikanske og indiske køkken, samtidig med at det selvfølgelig har sine rødder i det arabiske

Overdådig krydderisouq og friskfanget fisk

En rejse til Oman vil typisk starte i Muscat, hvor landets eneste lufthavn ligger. Muscat er en spøjs by. Placeret lige ved havet på den ene side og klemt inde af en bjergkæde på den anden. Det gør, at byen aldrig er mere end et par kilometer bred. Til gengæld er den lang. Der er derfor ikke en egentlig bymidte, men rigtig mange små spændende områder, der byder på både moderne og meget traditionelle oplevelser. Hvis man er til det eventyrlige Mellemøsten – og hvis du er rejst til Oman, så gætter jeg på, at du er det – så er det et must for både eventyren og foodien at tage til bydelen Muttrah. Her ligger en af byens største og mest traditionelle souq’er.

Overalt er en liflig duft af krydderier som kanel, kardemomme og nelliker, der blander sig med røgelse og lyden af bønnekald fra de mange omkringliggende moskéers minareter. I souq’en handler de lokale, og man skal se langt efter andre turister – hvilket også gør sig gældende for resten af landet. I souq’en er smykker, tæpper og tørklæder i alle afskygninger. Alt sammen meget fint, men slet, slet ikke det vigtigste. Den bugner nemlig af de vildeste kryddeributikker.

Her kan man gå amok i alt fra gængse ting som spidskommen, safran og tusindevis af krydderier og urter, som du formentlig aldrig er stødt på før.

Når shoppetrangen i kryddeributikkerne for en stund er tøjlet, er det oplagt at stille sulten. Hvor end man er i Muscat er man som sagt tæt på havet, og souq’en i Muttrah ligger lige ud til havnefronten. Her bliver losset fisk i massevis fra områdets små fiskerbåde til det lokale fiskemarked – en kæmpe lagerhal, hvor du blandt andet kan se kæmpe bunker af store tun og de mest eksotiske fisk du kan forestille dig. Den lette adgang til frisk fisk bærer områdets mange restauranter præg af. Her ligger den ene lille fiskerestaurant efter den anden. Fælles for dem alle er det simple. Hele fisk grillet over åben ild serveret med krydrede ris og variationer af grønt.

De traditionelle dyder

Efter at have udforsket Muscat, tog jeg lidt ind i landet. Oman består af ørken og bjerge, og er enormt naturskønt. Vejene i Oman er fine, så det er let at leje en bil og begive sig ud på egen hånd, men så går man glip af alle de gode oplevelser, man kan få med de lokale taxachauffører. Omanerne er virkelig gæstfri, og det viser sig også straks man sætter sig ind i en taxa. Der går ikke mange minutter, før der bliver spurgt om man trænger til noget, og selv om du af ren høflighed afslår, bliver der holdt ind ved den førstkommende tankstation. Her bliver der dyttet og gestikuleret ud ad vinduet. Straks efter kommer en mand med små kopper. I kopperne er den lokale karak chai. En krydret og meget sød the med kondenseret mælk. Den skeptiske rejsevante vil måske tænke, at det er et forsøg på at lokke lidt ekstra drikkepenge ud af kunden, men efter utallige ture er det min klare overbevisning, at det simpelthen er et helt oprigtigt forsøg på at give dig en god oplevelse, og jeg er aldrig blevet opkrævet penge for hverken karak chai, kaffe eller vand på mine mange taxature.

Et par timers kørsel fra Muscat ligger Birkat al-Mouz. En mindre landsby, hvor der er rigtig mange daddelplantager. Hvis du fortsætter en halv times tid længere ind i landet, når du byen Nizwa. Landets ældste by, og som byder på markant anderledes oplevelser end i Muscat. Omgivet af smukke bjerge er Nizwa en meget klassisk udseende mellemøstlig by med masser af sandstensbygninger, farvestrålende moskéer og travle souq’er. Hvis du kan time din tur til Nizwa med en fredag, så kan du få en oplevelse af de helt vilde. Fredagsmarkedet. Mød op i Nizwa Souq kl. 6 om morgenen, og du vil træde direkte ind i noget, der er som taget ud af en film. Her bliver der handlet med kameler, geder og køer i et kæmpe virvar, hvor der samtidig deles lystigt ud af dadler og små kager, eller bliver budt på den traditionelle omani-kaffe qahwa, en stærk kaffe med kardemomme, drukket siddende på gulvet af bittesmå kopper.

Markedet starter så tidligt, da det hurtigt bliver for varmt. Det genoptages dog ved mørkets frembrud, og her er det nærliggende at tage på en af de lokale restauranter, og smage på de kameler, der blev solgt samme morgen.

Netop kamel er noget, som man ofte støder på, især når man tager lidt væk fra hovedstaden. Og nogle af de bedste måltider findes de mest uventede steder. På hovedvejen mellem Birkat al-Mouz og Nizwa, holdt jeg ind på en rasteplads, hvor nogle små bygninger med neonskilte lokkede. På de fleste restauranter i Oman er der almindelige borde og stole, men det bliver først rigtig sjovt, med de små familierum, som er at finde alle steder. Insistér på at du vil sidde i sådan et, og du bliver enten ført ind i et privat lokale med puder og tæpper på gulvet, eller en mini-version, hvor en træboks med tæppe giver et lille aflukke til resten af restauranten. Her sidder man på gulvet i bare fødder og deler maden, som man selvfølgelig spiser med hænderne. Brug dog kun højre hånd, den venstre tjener andre formål. På denne let overselige restaurant på rastepladsen fik jeg og mit følge den lokale ret shuwaa. Shuwaa er en speciel tilberedningsmetode, hvor kød, typisk kamel, ged eller lam, bliver marineret med en krydret daddelblanding, gravet ned i en jordovn og langtidsstegt over et døgn. Det bliver så serveret på et stort fad krydrede ris til deling. Det er egentlig en ret, som omanerne kun spiser til festlige lejligheder, men hvis du spørger høfligt og lidt insisterende, vil de fleste steder godt finde det til dig.

På dette sted blev shuwaaen ledsaget af små skåle med kamelsuppe. En lidt ulden fornemmelse, men bestemt en påmindelse om, at man skal huske at stoppe steder, der ikke ved første øjekast ser ud af meget, for det er ofte der, de rigtig gode oplevelser gemmer sig.