"Mad er det sprog, vi alle taler"

I Libanon findes en mand, der er mere visionær end de fleste på denne jord. Borgerkrig, besættelse, økonomisk krise og den største eksplosion siden atombomberne i Hiroshima og Nagasiki har ikke stoppet ham. Tværtimod har det blot pustet til den ild, der brænder inde i ham. En ild næret af kærlighed. Kærlighed til alle mennesker.

Manden hedder Kamal Mouzawak, og er en af Libanons mest kendte kokke, sociale entreprenører og ildsjæle.

Libanon har altid været et meget splittet land, med utrolig mange subkulturer og en stor religiøs diversitet. Det har ofte udmundet i konflikter, og en manglende forståelse for hinandens forskelligheder.

Det nagede Kamal Mouzawak, og i 2004 besluttede han sig for at gøre noget ved det. Han startede Souk El Tayeb, et marked i Beirut, hvor producenter fra Libanons mange regioner, kunne komme og sælge direkte til forbrugeren og ikke mindst, mødes og tale med hinanden. Det udviklede sig hurtigt, og kort efter kom restaurantkæden Tawlet.

”Efter vi stiftede Souk El Tayeb i 2004 for at støtte lokale producenter, lavede vi en madfestival i 2007, for at fejre Libanons regioner. Vi skulle finde ud af hvad der skulle være til frokost. Vi kom frem til at det skulle være ’homecooks’ fra regionen, simpel cuisine. Det blev en stor succes, som vi ikke kunne stoppe med. Vi lavede derfor Tawlet i Beirut, hvor kvinder hver dag kommer og laver mad fra deres lokale region og kultur,” fortæller Kamal Mouzawak.

Forskelligheder bør være et plus – ikke anledning til konflikt

For Mouzawak er det vigtigt at hylde netop forskellighederne. Han tror på, at hvis man er villig til at lære om hinanden, så kan forskelligheder hurtigt blive positivt.

”Diversitet er også forskellighed. Og forskellighed kan være en grund til at slås, men det kan også være et plus. Hvis du siger ’her, kom og del min mad, min kultur, tag en bid’, vil folk lære om hinanden. Men det skal være inviterende, ligesom med religion og politik, kan man ikke bare konvertere folk,” lyder det fra Mouzawak.

Og netop forskellighed, er noget der også kendetegner det libanesiske køkken.

”Der er noget unikt i alle køkkener, alle kulturer i verden. Specifikt for Libanon er der virelig meget diversitet, både i geografien og folket. Vi har bjergene, indlandet og Middelhavskysten, så der er mange forskellige klimaer og typer af landskab. Samtidig er der diversiteten i befolkningen. Libanon er en form for korsvej, hvor mange forskellige mennesker passerer igennem. Det giver det libanesiske køkken en meget rig pallette,” fortæller den gastronomiske ildsjæl.

Mad er den største form for kærlighed.

Men hvorfor er det netop mad, der får folk til at se bort fra forskelligheder? Det har Kamal Mouzawak et meget klart svar på. 

”Mad er kærlighed. Vi elsker hinanden ved at lave og give mad. Når du giver nogen mad, hvad gør du så? Du understøtter liv, og det er det største udtryk for kærlighed. Det handler ikke om noget gastronomisk avanceret, det handler kun om kærlighed.

Eksplosion ændrede alt

Kærligheden til mennesker skulle igen blive omdrejningspunktet i Kamal Mouzawaks liv. I august 2020 ramte en kæmpe eksplosion Beirut. Mange døde og sårede, og endnu flere blev hjemløse på grund af eksplosionens massive ødelæggelser og den efterfølgende slemme økonomiske krise. En eksplosion der også ødelagde både Mouzawaks hjem, restauranter, Souk El Tayeb og værst af alt, sårede hans partner gennem 20 år. Skader han kun med nød og næppe overlevede.

 Her ville de fleste nok vælge at fokusere på sig selv, måske endda have lidt velfortjent ondt af sig selv. Men ikke Kamal Mouzawak. I et lokale, der skulle have været en ny Tawlet, lavede han et nødkøkken, hvor områdets mange hjemløse og lidende kunne få et gratis måltid. Køkkenet skabte han sammen med den spansk-amerikanske kok José Andrés non-profit organisation World Central Kitchen, frivillige kokke og en masse donationer. Køkkenet uddeler i dag – over 3 år efter eksplosionen – stadig mere end 2.000 gratis måltider om dagen. Hvorfor?

 ”Fordi jeg har en kærlighed til mennesker. Ikke kun til den libanesiske befolkning, kærlighed har ikke noget pas. En kærlighed til mennesker og en kærlighed til livet. Det er den eneste grund,” fortæller Kamal Mouzawak med ild i stemmen.

Hans arbejde i grænsefladen mellem gastronomi og det humanitære, har fået mange til at kalde ham en kulinarisk aktivist. Ifølge ham selv, er prædikatet aktivist dog noget, som alle bør stræbe efter at have, uanset jobtitel. Selv middelmådige kulturjournalister.

”Spørg dig selv, hvad er en aktivist? Når du skriver den her artikel, gør du det så udelukkende for penge, eller er det fordi du ønsker at nuancere hvordan folk i vesten ser på Libanon og Mellemøsten? Jeg mener, at alle bør ønske at ændre noget. Jeg tænkte, jeg kan ændre noget gennem musik, men jeg er en dårlig musiker og ikke mange vil lytte. Jeg kan ændre gennem kunst, men ikke mange vil lytte til min stemme. Mad er et sprog alle taler. Alle spiser og kan lide mad, og derfor blev min aktivisme gennem maden.”