Nye spisesteder i København du skal besøge
27. november 2024
Foodie - @anders-thomsen
0
4
1
0
72
København er begunstiget med en restaurantscene, hvor det kan være helt svært at følge med. Forstået på den måde, at byen i har så mange gode restauranter, at udvalget til tider kan virke uoverskueligt. Et luksusproblem, I know. Læg dertil at den københavnske restaurantscene er i konstant bevægelse, og netop som man tror, byen har det hele, dukker der et nyt koncept op – en ny fortolkning af et køkken, som byen ikke har set før, en stjernekok, der udvider sin portefølje af restauranter, eller – som tilfældet har været for nylig – en af den gamle garde af stjernekokke, der beslutter sig for at vende tilbage til køkkenet.
Her er en guide til de mest interessante og uundgåelige restaurantåbninger, der for nylig har fundet sted i København.
Yves at Park Lane
Hvis man endnu ikke har prøvet Yves Le Lays fænomenale moderne franske restaurant à terre på Tordenskjoldsgade, så har man virkelig noget at se frem til. Nu er der dog mulighed for at nyde Yves’ mad et andet sted i Københavns omegn. Han har nemlig for nylig åbnet en ny restaurant, nærmere bestemt på Hotel Park Lane i Hellerup.
Fans af à terre behøver ikke frygte for kvaliteten af restauranten, da Yves fortsat står ved gryderne dér. På Park Lane er han derimod tilknyttet som partner og Culinary Director, som det så fint hedder. Det vil sige, at han er med til at lægge de overordnede linjer for menuens retning, mens det er køkkenchef Nikolaj Vejlemand, der står for den daglige eksekvering. Nikolaj er bestemt heller ikke hvem som helst – han er uddannet fra Søllerød Kro og har efterfølgende arbejdet i køkkenerne på The Samuel og Bandholm Badehotel.
Yves at Park Lane serverer udsøgt smukke retter – uden at det bliver fisefornemt eller nødvendigvis et dyrt bekendtskab. Menuen er primært frankofil og byder blandt andet på frølår, som er en sjældenhed i København, hvis ikke det eneste sted, der tilbyder det. Derudover finder man signaturretter som hummerterrine, paneret perlehøne og bagt pære med ventrèche.
Yves at Park Lane er uden tvivl et skarpt bud på et fremragende spisested. Med en kosmopolitisk atmosfære, hvor design og menu går op i en højere enhed, er det et sted, der lover en rigtig god oplevelse.
Restaurant VIE
Annonceringen af åbningen af Restaurant VIE vakte opsigt på den københavnske madscene. Ikke så meget på grund af selve restauranten, men på grund af manden bag.
VIE er nemlig noget så sjældent som en gammel mester, der vender tilbage til sit håndværk. Mikkel Maabjerg har ganske vist ikke været væk fra restaurantscenen, men han har været væk fra køkkenet i sin egen restaurant i årtier.
I 1990’erne stod Mikkel Maabjerg i spidsen for køkkenet på Kommandanten, som dengang var den eneste restaurant i Danmark med to Michelin-stjerner. Senere opnåede han selv samme bedrift med Ensemble – i en tid, hvor Michelin-stjerner bestemt ikke hang på træerne i Danmark.
Alligevel forlod han køkkenet i en ung alder for at undgå de strabadser og arbejdstider, der følger med at drive fine dining-restauranter på højeste niveau.
Med VIE er Mikkel Maabjerg nu tilbage bag gryderne i egen restaurant. Ambitionen er dog ikke længere fine dining og stjerner, men derimod god, solid mad af højeste kvalitet. VIE betegner sig selv som en moderne bykro. Selvom betegnelsen indikerer den hyggelige og afslappede stemning, restauranten ønsker at ramme, undervurderer den køkkenets høje niveau.
Hvis man har hørt andre danske topkokke tale om Mikkel Maabjerg, ved man, at han stadig regnes som en af de allerbedste kokke, Danmark har frembragt de seneste tre årtier.
Han er ekstremt dygtig til at skabe velsmag, hvilket afspejler sig i de ellers simple retter på menukortet. VIE forsøger ikke at imponere med kaviar eller avancerede kulinariske teknikker. Her er det råvarekvalitet og et upåklageligt håndværk, der gør forskellen – og til en pris, der, taget madens kvalitet i betragtning, er yderst rimelig.
Mikkel Maabjerg viser med VIE, at han stadig er en af de helt store inden for dansk gastronomi.
Comé Rice Kitchen
Med danskernes kærlighed til det japanske køkken er det måske ikke en overraskelse, at der nu er kommet et sted, der fokuserer på andre dele af det japanske køkken end sushi og ramen, som for længst har slået rod i København.
Comé Rice Kitchen er netop sådan et sted. Et sted dedikeret til en anden fantastisk del af den japanske madkultur – noget, enhver, der har besøgt Japan, vil genkende fra bybilledet.
Japanerne elsker en hurtig snack (men hvem gør ikke det?), og hvis du er i Japan, er du aldrig langt fra et sted, hvor du kan få en lille snack eller et måltid to go. Få japanske snacks er mere ikoniske end onigiri: en trekantet risbold med lækkert fyld og tang omkring. Tanget giver ikke kun ekstra smag, men fungerer også praktisk, så du undgår klistrede fingre. Onigiri er trekantet, praktisk og fremragende.
Comé Rice Kitchen er dedikeret til onigiri. Selvom københavnerne måske ikke vidste, at de manglede sådan et sted, er det tydeligt, at de gjorde det. På rekordtid er Comé blevet både super populært og velbesøgt.
Hos Comé finder du de klassiske onigiri-varianter som laks, tun og tempura-reje. Derudover tilbyder de også andre japanske favoritter som karaage (friteret kylling) og menchi katsu (friterede kødboller med hakket kød indeni). Alt serveres saftigt, sprødt og med masser af smag.
Comé Rice Kitchen er et af de steder, man næsten ville ønske, man kunne holde hemmeligt, så man kunne svinge forbi ofte og få en hurtig, billig snack uden at stå i kø. Men det er desværre for sent – stedet er allerede blevet et kendt og populært hotspot. Det bør dog ikke afholde dig fra at komme forbi og smage, hvad de har at byde på.
Bar Vitrine
Om Bar Vitrine først og fremmest er en vinbar eller et spisested, er svært at sige – men det er også ligegyldigt, for Københavns nye hotspot mestrer begge dele. Selvom stedet er nyt, er folkene bag det alt andet end nybegyndere. Bag Bar Vitrine finder man Riccardo Marcon fra Barabba, der står for vinen, og tidligere noma-kok Dhriti Arora, der styrer køkkenet. Indretningen er smukt udført i samarbejde med det danske designfirma Frama, som også er partner i projektet.
Med Riccardo ved roret kan man være sikker på, at både vinudvalget og værtskabet er i verdensklasse. Dhriti Aroras mad er dybt inspireret af hendes indiske rødder og leverer en smagsoplevelse med masser af kraft og karakter.
Bar Vitrine begyndte i sommer som et pop-up-koncept, men er heldigvis blevet en fast og velkommen tilføjelse til den københavnske vinbarscene – og en markant forbedring af den.
Andre artikler som du måske vil kunne lide
Vi har samlet en række artikler, som vi tror, du også vil synes om.