På besøg i Østerbros gamle posthus

Med Meyers som motor har den gamle bygning fået en omfattende renovering, hvor smukke franske detaljer med flet, bistrostole og høje træpaneler er kombineret med moderne løsninger i matteret glas og marmor, som matcher den robuste og symmetriske gamle bygning. Dave Harrison, tidligere køkkenchef på Au Passage i Paris samt Den Vandrette og Brasserie Prins i København, vil med Post forsøge at fuldende drømmen fra sidstnævnte restaurant og servere traditionel mad fra alle hjørner af Frankrig – ikke bare dem vi har på repertoiret i forvejen.

Da vi parkerer foran den enorme, neoklassicistiske bygning på Øster Allé er det en onsdag formiddag ved frokosttid. Aften forinden har Østerbro været i højt humør og en fodboldfest synes at have prydet alle el-standere indenfor synsvidde med ulovlige mængder efterladte fadøl og Carlsberg-kufferter. Alt er stille og koldt som første januar, men da vi når toppen af trapperne og åbner døren til det gamle posthus, breder der sig en behagelig varme og summen. Vi blev mødt af rolige, overskudsagtige tjenere i klassisk sort og hvidt dress, og en godt fyldt restaurant trods tidspunktet – altid en god start.

Velbekendte klassikere og potentielle nye favoritter

Det ellers meget populære Brasserie Prins, hvor Dave Harrison sidst huserede lukkede pludseligt på lettere mystisk vis, men ifølge hans egne udtalelser skulle idéerne derfra gerne leve videre på Brasserie Posts menukort. Aftenkortet byder i skrivende stund på alt fra mælkebøtter til kaninpølser, men frokostkortet må siges at holde mere rene linjer og præsenterer primært velbekendte klassikere. Det passede vores frokosttemperament helt udmærket og gav anledning til at teste Post på grundformen.

Vi bestilte husets version af Oeuf mayonnaise. Æggene kom med ansjoser, en flydende og luftig mayonnaise og havesyre. Tilpas moderniseret var vi enige om og så er vi generelt tossede med alt der indeholder de små, salte lyn. I samme runde fik vi en anden bistro-klassiker: porrer marineret i vinaigrette med ristede hasselnødder på toppen. De smagte herligt syrligt, fedt og jordet, og de små tallerkener med de klassiske dekorationer og indgraveringer understregede, at her var gang i noget godt.

Vores hovedretter stod også i det klassiske Parisiske tegn. Først en Croque Monsieur fuldstændig som Vor Herre skabte den med fransk landskinke og gruyère og en grøn salat på siden som traditionen påskriver det. Der er noget sært tilfredsstillende over at få serveret en Croque Monsieur som tikker alle de bokse af, som sådan en skal. Særligt, hvis man har turneret de Københavnske frokostcaféer blot en lille smule og dermed af egen bitter erfaring har lært, at en Croque Monsieur mange steder simpelthen ikke adskiller sig fra hvad man normalt bare ville kalde for en toast. Det gjorde denne her. Dernæst en Tartare á la Parisienne, i dette tilfælde toppet af med et vagtelæg og naturligvis akkompagneret af pommes frites, og så følte man nærmest det var blasfemisk ikke at få en lille Kronenbourg eller et glas bordvin til. Med henvisning til den førnævnte euforiske aften i Parken holdt vi os dog til danskvand. Ikke desto mindre må man sige at det fungerede. Hvis konceptet Croque Monsieur kan siges at være blevet mishandlet på diverse udeserveringer så tør vi slet ikke begynde at tænke på hvad tataren har været igennem. Og vi medgiver gerne, at det selvfølgelig er en personlig smagssag hvordan man foretrækker netop sin, men i vores optik er kød, der har været gennem en industriel kødhakker eller rørt med 14 forskellige ingredienser aldrig svaret. Man kommer rigtig langt med Dijon, skalotteløg, cornichons og lidt urt. Og tynde bistrofritter. Vi blev i hvert fald sendt direkte tilbage til Le Mansart på Rue Mansart i Paris’ 9ende. Tænk sig engang hvad en frokost på Østerbro en tilfældig onsdag i december kan gøre for en.